Pinsedag og fødselsdag
I fredags – den 13.05.16 – havde min mand fødselsdag, og pinsedag skulle det fejres med familien. Han er en MEGET kage-glad mand – så selvfølgelig skulle vi have masser af kager til.
Jeg havde lavet de gode traditionelle fødselsdags boller, som altid er et hit. Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange jeg har lavet disse boller – og de er altid blevet gode og luftige.
Opskriften på fødselsdagsboller finder du her.
Herudover havde jeg lavet 2 forskellige lagkager.
Den traditionelle fødselsdagslagkage og en lagkage med hindbærskum.
Jeg havde lavet en kagecreme, som jeg brugte til begge lagkager.
Kagecreme – denne portion er til 1 lagkage.
Ingredienser: 2 æg, 2 spsk. sukker, 1 spks. majsstivelse, 2 1/2 dl. mælk, korn af 1/4- 1/2 stang vanille – eller vanillesukker.
- Pisk æg og sukker sammen i en gryde.
- Pisk majsstivelse og mælk i. Tilsæt vanillekorn. Bring cremen i kog ved konstant piskning.
- Tag den af varmen, og hæld den i en skål.
- Husk at drysse sukker over cremen mens den køler af, så trækker den ikke skind.
Herefter lavede jeg den traditionelle fødselsdagslagkage, som du finder opskriften på her
Lagkagen med hindbærskum var et eksperiment, som jeg ville lave for at få en lagkage som var lidt mere frisk i smagen. Selvom det jo stadig er en lagkage – og dermed til den søde tand – så synes jeg faktisk at hindbærskummet supplerer chokolade lagkagebundene fint.
Opskriften på lagkage med hindbærskum finder du her
Så alt i alt en rigtig dejlig fødselsdag med masser af hygge, og hvor gæsterne gik hjem prop mætte af diverse kager. Og min mand var rigtig godt tilfreds med både kager – og gaver.
Hej Lene. Hindbærskum og chokolade lagkagebunde er en super kombination. Smagte lækkert!
Jeg tror det er sødmen og friskheden, der tiltrækker mig :o)
Helt enig Dorthe – hindbærrene gør at den bliver frisk i smagen, og så kombineret med chokolade bundene bliver det bare mums 🙂
mums lækre kager ærgerligt at jeg ikke kunne komme 🙁
Ja det var ærgerligt – de var rigtig gode. Vi tager revanche når du kommer til det nordjyske 🙂