Denne søndag startede lidt gråt i Vodskov – med lidt byger ind imellem – og ikke 20-25 grader som metereologer havde talt om. Jeg ved godt  haven efterhånden havde brug for regnen, som vi har fået de seneste dage, men desværre synes jeg også at regnen ind imellem har svært ved at stoppe, når den først er kommet i gang. Jeg holder meget af denne årstid, hvor det hele begynder at blomstre og skyde frem i haven – og jeg vil rigtig gerne have nogle lune dag med masser af sol og varme. Jeg krydser ihvertfald fingre for at sommeren i Danmark bliver en af den slags i år. Vejret blev dog også lidt bedre i løbet af dagen, så der var mulighed for at komme lidt ud denne søndag.

En af de begivenheder, som fortæller mig, at sommeren er lige om hjørnet er Karnevallet i Aalborg. I går var vi i Aalborg, hvor Børnekarnevalet var i gang. Det var nogle rigtig flotte og kreative kostumer – I får lige lidt stemningsbilleder her:

IMG_2068_edit IMG_2072_edit IMG_2074_edit IMG_2075_edit IMG_2084_edit

Glade og festlige mennesker – det smitter vist – selv på en regnvejsdag.

En anden ting, som også er en af de glæder vi har ved denne årstid, er rabarberne i haven. I år er der dog ikke helt den samme gang i dem, som der plejer at være. Så derfor skal man være lidt varsom, når man bruger af dem. Husk man max. må tage 1/3 af planten ellers vil den have svært ved at “komme sig” og sætte flere rabarber resten af sæsonen. Så måske jeg skulle overveje at sætte lidt flere rabarber planter – jeg kan ihvertfald sagtens få dem brugt – om ikke andet så til fryseren til vinteren.IMG_2085

I dag kunne jeg dog lige få nok til at lave denne dejlige marmelade, som smager af sol og sommer – og langt bedre end den kedelige jordbærmarmelade fra supermarkedet. Opskriften har jeg  lånt her, men har tilpasset den efter min smag.

Jeg havde jordbær i fryseren, som jeg brugte til marmeladen. Det var jordbær fra sidste år – et godt fif er at tilmelde dig Føltveds Grødbærklub, så får du SMS når de ikke har solgt dagens plukkede bær ved boderne,  og du kan hente de fineste og flotteste bær til en god pris.

Jordbær-rabarbermarmelade – ca. 2 glas:

250 g. rabarber skåret i små stykker, 250 g. jordbær, 200 g. sukker, 1 spsk. citronsaft, 3 g. hakket ingefær, 1 tsk. revet citronskal, 1/2 tsk. rød melatin blandet med 1 tsk. sukker.

  1. Kog rabarber og jordbær i 20 min på svag varme.
  2. Tilsæt sukker, citronsaft, citronskal og ingefær.
  3. Kog det i yderligere 10 min.
  4. Tag gryden fra varmen og hæld Melatin/sukker blandingen i imens du rører.
  5. Hæld straks på glas der er skyllet i Atamon.IMG_2088

Der er mange som tror, at det er svært at lave sin egen marmelade – men det er det absolut ikke. Det er nemt – og det smager godt. Så det er bare om at komme i gang for man kan stort set lave marmelade af alle bær og frugter.

Så nu kan jeg bare glæde mig til der kommer endnu flere rabarber, og solbærrene også modner.

0 replies

Skriv en kommentar

Skriv endelig en kommentar
- det vil jeg sætte pris på!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *